|
Internationalt samarbejde Der findes ca. 400 klubhuse i hele verden. Heraf ligger langt de fleste i USA. I Danmark er der i øjeblikket 7 klubhuse og nye er ved at komme til. |
|
|
ICCD - The international Center for Clubhouse Development
Alle klubhuse er organiseret i The International Center for Clubhouse Development (ICCD), hvis kontor ligger i New York. ICCD's hjemmeside
ICCD består af:
-
En bestyrelse
-
Et rådgivende råd, bestående af 15 medlemmer og 15 medarbejdere fra velfungerende klubhuse. Rådets opgave er at rådgive bestyrelsen om faglige emner
-
Et fakultet med ca. 80 medlemmer og medarbejdere, hvis opgave er at kvalitetssikre arbejdet i klubhusene
-
En gruppe, der repræsenterer de 12 internationale træningssteder
-
En forskningsgruppe, som koordinerer og samler alt forskningsarbejde
ICCD's fakultet
Fakultetets opgave er at certificere/kvalitetssikre klubhuse. Inden et certificeringsbesøg, som strækker sig over 3 dage, har klubhuset lavet en meget udførlig selvevaluering. Denne gennemgås på besøgets første dag. Udover at følge hverdagen, besøger fakultetets medlemmer en arbejdsplads og hilser på vores bestyrelse. Besøget slutter med en mundtlig evaluering, som siden følges op af en skriftlig rapport med anbefalinger til forbedringer. Man kan blive certificeret for 1 eller 3 år.
Retningslinier
Kildehuset arbejder efter de Internationale Retningslinier, som er gældende for alle klubhuse. Disse kan læses her: De Internationale Retningslinier
Retningslinierne bliver evalueret og revideret hvert andet år på internationale konferencer, hvortil alle medlemmer og medarbejdere fra verdens ca. 400 klubhuse bliver inviteret.
International træning
Medlemmer og medarbejdere har mulighed for at deltage i 3 ugers træning på et af de 12 træningssteder, der er anerkendt af The International Center for CLubhouse Development (ICCD). Der er 3 træningscentre i Europa. De øvrige ligger i USA, Australien og Sydkorea.
Som regel er der deltagelse fra 3-4 forskellige klubhuse. Man bor i gæstehuse, der er tilknyttet træningsstedet.
Man følger dagligdagen i klubhuset og er i den samme enhed de første 2 uger. Den 3. uge kan man frit vælge, hvilken enhed, man ønsker at være i. Der er undervisning 3 eftermiddage om ugen, hvor man diskuterer, hvad man har oplevet i løbet af dagen og sætter det i relation til De Internationale Retningslinier. Den 3. uge udarbejder man en handleplan til gavn for udviklingen i ens eget klubhus. Handleplanen bliver fulgt op ved et besøg fra træningsstedet, ca. ½-1 år senere. Daglig leder eller et bestyrelsesmedlem deltager i 3. træningsuge for at støtte opfølgningen af handleplanen. En forudsætning for deltagelse er gode engelskkundskaber, samt at man har erfaring fra dagligdagen i sit eget klubhus.
Konferencer
Hvert andet år holdes europæiske konferencer primært for de europæiske klubhuse. Konferencerne er bygget op om plenum og workshops, hvor vi udveksler erfaringer og idéer og lærer nyt.
Et medlem fortæller
Allerede ½ år efter jeg var blevet medlem i Kildehuset i 1994, deltog jeg i min første internationale klubhuskonference. Den fandt sted i København, så jeg var heldigvis ikke så langt væk hjemmefra. Jeg har været af sted mange gange, og hver gang har jeg skullet fremlægge et eller flere workshop/plenum-indlæg om klubhusrelaterede emner sammen med forskellige medarbejdere fra Kildehuset. Disse indlæg bliver lavet i forvejen på skrift. Da det officielle sprog på konferencerne er engelsk, har jeg i høj grad fået forbedret mine engelskkundskaber. Det at stå overfor en større forsamling og forsøge at formidle stoffet klart og let forståeligt udvikler selvtilliden. Jeg har også ved flere lejligheder skullet improvisere en tale, når jeg skulle sige tak på Kildehusets vegne for en god konference.
Det er psykisk krævende at være af sted på konference. Der er som regel ikke under 400 deltagere, og da man er sammen med dem mindst fire dage, får man mange indtryk og bliver let træt. Der er dog taget højde for dette, idet man kan tage fri, hvis man har behov for det. Jeg har fået mange venner over hele verden og har fået inspiration og ideer til forbedring af dagligdagen i mit eget klubhus. Jeg har besøgt lokaliteter, som jeg ikke ville have haft mulighed for at besøge, hvis jeg skulle af sted på egen hånd.
